vi taler om søjler af blomster i sale hvor teenag

bridges, construction, pictures, words

1.

på 17. november 2011

Jeg baldrer derudad som mørket der ikke siver ind men tilbage ud af luften og ind i hvad en skide sammenstyrtet hjerne der ikke engang kan styrte hårdt nok til hårdt at eksplodere støvet som en pude for en anden ven at lægge sig på med hænderne brændende inde i opgangen efter frostens rifter og stentør verden så kold som et samfund. Meget tidligt i mit liv var det tid jeg lagde mig til rette på de skrånende bjergsider for at modtage solens kræft og de lune stens venskabs kåbes bobler jeg kunne drukne mig i som en snog kastet i havet dyb ud midt i havet med et plop med vandets kildende væg på bugen ned gennem strømmene den her syndsbekendelse ville ingen ende tage når vi gik ud på vejene de skinnende blå veje aftegnet som kors i ansigtet på vores mødre alle de tanker du kunne bære og deres skyld som aldrig forlod vores skyldnere. Vi kender til den slags. Vi kender til at brage i raseriet som stålplader kørt over hele dagen i myldretiden om natten bare hele tiden give efter for lastbiler med blomster, tonsvis af blomster bragende bragt på tværs af den her skide overflade af et forpulet kort vi kalder verden. Hold nu kæft Henning. Hold nu kæft og pil dit rådne opmærksomhedsøje ud af sin hule hvor det har puttet sig siden moderen puttede dig i skumringsdynen og bænken i parken meget senere cellerne med deres lille rumklang og lille vendaldrigtilbage ven med håret strittende som fuglefødder dem der kan læse læser og med øjnene spærret op som en hel kaste af indere i nakken. Vi to vi kastede sten ned fra motorvejsbroen så store som vi kunne bære så store som kunne falde gennem dagslyset efter vi havde bakset dem op over autoværnet og forsøgt at estimere bilens hastighed og stenens uden rigtigt at vide om vi ønskede de skulle ramme hinanden indtil det store brag og udskridende dæk. Jeg løb med de små fødder klaskende bag dine som et meget hurtigt ur og i den helt store panik førte du mig lige ned på den store parkeringsplads foran det udenlandske supermarked der netop var ankommet med horn og trompeter til byen med byens lille velkomst i sin lomme og pengene kommunekassen så vi stod der med det blege lys blegende vores ansigter og det dårlige tøj vi gik i dengang sikkert bedre end nu men allerede dengang kunne vi ikke passe på vores ting. Det var ikke storm men vinden skrev om ørene på os Hvorfor har I gjort det Er I ikke klar over Løb hjem dit lille møgsvin sagde den til os som den far vi allerede havde derhjemme i lænestolen som en buldrende Holger Danske i det danske sorte læder med danske kroner på lommen i sine bukser fra Herning Henning vi vidste han lå derhjemme kun et spørgsmål om derhjemme blev støjet højt nok op af sirener før han vågnede og vidste altid bare vidste vidende hvad at vide ved gjorde han han ved. Vi grinede os vej gennem hukommelsen som et andet godstog uden nåde brager gennem landet og vej gennem den lille by vi slængte os i gaderne fordi vi vidste at synlig er usynlig fordi vi vidste at enhver logik i enhver provins altid kan ledes tilbage til Hvad vi leder efter er skjult. Det vidste vi Henning og vi sad og kastede mønter i ølglasset til det flød over det tog lang tid var meget dyrt det ene plop efter det andet indtil det gule kulsyretomme øl løb til brystet og ud gennem vores koner og mødre kastede det nye kuld af sig alle sammen født med den samme fornemmelse bagt inde bag tindingen Hvem skal åbne mine øjne for mig hage huden op med kors i baghovedet strække huden stor nok til mit hoved. Your eyes are yours to close.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: