vi taler om søjler af blomster i sale hvor teenag

bridges, construction, pictures, words

på 1. oktober 2011

Manden er en enkelt lille lymfe, en knude i mine lunger, vævet der binder sig om sig selv til en sej hoppeboldagtig klump i mit enorme kropstårn. Det er det han er nu. Og det er det han kan være. Vi kan aldrig glemme de sødlige dage omme bag legeskuret hvor han ”tog mig” den stakkels idiot på femten og så en tiårig pige, kunne du ikke have valgt en på din egen alder? Duften fra det afklippede fugtige græs der rådnede rundt om os, og når vi rejste os op efter endt gerning: det grønne omrids af min ryg, strålende som diamant.  Den anden stakkels idiot: mig. Jeg var blevet offer for mig egen naivitet, jeg var nu blevet en der lokkede manden i fordærv, jeg var nu blevet kvinde. Offer var jeg. Nu er jeg enorm. Enorm.
Det kan ikke være mig, der skal tale om det, indsætte det i systemet eller lade det falde ned i den store sump af sprog der sylter enhver struktur der ikke allerede findes i sumpen, som aftryk efter knogler, vinger fra insekter, som en ølbrun ravklump der overfaldt myggen med dinosaurussens DNA. Men det bliver mig. Fordi ingen andre vil gøre det og fordi mit køn er et efterladenskab, et minde, noget nogen kan finde i journaler og referater fra retssager. Som en mislyd i mit navn.
Lin-da. Tungen tager et spring fra for at lande igen, Lin. Andet forsøg og tungen tager springet til mundens bund, lægger sig til hvile som en hund, da. Linda.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: