vi taler om søjler af blomster i sale hvor teenag

bridges, construction, pictures, words

uddrag af en selvbiografisk roman

på 30. marts 2011

Dengang vi grinte af Henriettes tissekone i gymnastikomklædningsrummet eller vi grinte selvfølgelig ikke af den åbenlyst, det havde været for simpelt, for ineffektivt, så vi grinte når hun ikke var der. Sådan at hun kunne fornemme det i rummet bagefter eller før. At folk kiggede og var stille når hun stod i badet. At der aldrig var nogen der spurgte om hendes krop. Det var pinligt at få bryster og hår under armene især, brysterne ville vi jo gerne have, det var pinligt når nogen kommenterede det, men det mest pinlige var selvfølgelig når det gik hen i totalt ubemærkethed. En dag begyndte hun at græde under bruseren. Højt. Og hun hulkede, en gik hen til hende og spurgte hvad der var galt, hun sagde ikke noget, vores lærer kom ud fra sit separate omklædningsrum halvt påklædt og gik hen til Henriette og spurgte hvad der var galt, hun holdt en halv meters afstand for ikke at blive våd. Der var ikke noget galt. Men hvad ER der galt Henriette, du græder jo. Der var ikke noget galt, vi passede rigtigt godt på hende resten af dagen, snakkede med hende, smilede til hende. Sagde at det var godt hun var glad igen. Spurgte hende Har du problemer derhjemme? Det kender vi godt, vores forældre er også åndssvage, og min storebror har lige… Men det var ikke det, og det var heller ikke noget med skolen, hun sagde at hun godt kunne lide lærerne, de var søde nok og det var heller ikke noget med en dreng, nej sagde hun og rødmede en lille smule mens hun smilede til jorden, det var det ikke, men arg, mon ikke det var Martin, nej det var det i hvert fald ikke, vi synes ellers at Martin var vældig sød, men nej, det var altså slet ikke noget med ham og han var sød nok jo, men nej. Og så kunne det jo næsten ikke være noget bestemt og måske havde hun også bare haft en dårlig dag, og det kender vi jo alle sammen og sådan er den slags. Men hun blev ved med at græde i badet uge efter uge når vi stod der, og hvad VAR det dog for noget sagde vi til hende, og hun skyndte sig ud og klædte sig på og forlod rummet og vi sagde Hun har altså den grimmeste tissekone, men så stille at læreren ikke hørte det og der blev holdt møder lige pludselig, hvorfor Henriette ikke ville være med til idræt mere, mine forældre sagde at hendes forældre

 


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: