vi taler om søjler af blomster i sale hvor teenag

bridges, construction, pictures, words

912

blød i hovedet

solen tapper plastiktræ, immun

immune sagde han

din immune stressboks døde fugleunder

falder ned

benene snoet, immune

sagde han pikhoved

lyd af bambusblade flade som

lyd af en hvid lyd ”højt at flyve dybt at falde”

jaja

hvilende som et dødt øje på min seng

pip

Reklamer
Skriv en kommentar »

så er han rolig og så hidser han sig op og så er han rolig igen

det er tit et tegn på at man har taget stoffer

hvad har du så taget

stoffer

tabletter

du er ikke helt klar i hovedet

han nægter så at fortælle hvem han er

det får han også en bøde for

jeg tænker at der er noget grundlæggende galt

hvis man er så autonom at man bare stiller sig i vejen for en patruljevogn

men nu går vi tættere på den kriminelle virkelighed

god fornøjelse

they put a computer in his head

vi er en ny race

you are adam

and i am eve

Skriv en kommentar »

1.

Jeg baldrer derudad som mørket der ikke siver ind men tilbage ud af luften og ind i hvad en skide sammenstyrtet hjerne der ikke engang kan styrte hårdt nok til hårdt at eksplodere støvet som en pude for en anden ven at lægge sig på med hænderne brændende inde i opgangen efter frostens rifter og stentør verden så kold som et samfund. Meget tidligt i mit liv var det tid jeg lagde mig til rette på de skrånende bjergsider for at modtage solens kræft og de lune stens venskabs kåbes bobler jeg kunne drukne mig i som en snog kastet i havet dyb ud midt i havet med et plop med vandets kildende væg på bugen ned gennem strømmene den her syndsbekendelse ville ingen ende tage når vi gik ud på vejene de skinnende blå veje aftegnet som kors i ansigtet på vores mødre alle de tanker du kunne bære og deres skyld som aldrig forlod vores skyldnere. Vi kender til den slags. Vi kender til at brage i raseriet som stålplader kørt over hele dagen i myldretiden om natten bare hele tiden give efter for lastbiler med blomster, tonsvis af blomster bragende bragt på tværs af den her skide overflade af et forpulet kort vi kalder verden. Hold nu kæft Henning. Hold nu kæft og pil dit rådne opmærksomhedsøje ud af sin hule hvor det har puttet sig siden moderen puttede dig i skumringsdynen og bænken i parken meget senere cellerne med deres lille rumklang og lille vendaldrigtilbage ven med håret strittende som fuglefødder dem der kan læse læser og med øjnene spærret op som en hel kaste af indere i nakken. Vi to vi kastede sten ned fra motorvejsbroen så store som vi kunne bære så store som kunne falde gennem dagslyset efter vi havde bakset dem op over autoværnet og forsøgt at estimere bilens hastighed og stenens uden rigtigt at vide om vi ønskede de skulle ramme hinanden indtil det store brag og udskridende dæk. Jeg løb med de små fødder klaskende bag dine som et meget hurtigt ur og i den helt store panik førte du mig lige ned på den store parkeringsplads foran det udenlandske supermarked der netop var ankommet med horn og trompeter til byen med byens lille velkomst i sin lomme og pengene kommunekassen så vi stod der med det blege lys blegende vores ansigter og det dårlige tøj vi gik i dengang sikkert bedre end nu men allerede dengang kunne vi ikke passe på vores ting. Det var ikke storm men vinden skrev om ørene på os Hvorfor har I gjort det Er I ikke klar over Løb hjem dit lille møgsvin sagde den til os som den far vi allerede havde derhjemme i lænestolen som en buldrende Holger Danske i det danske sorte læder med danske kroner på lommen i sine bukser fra Herning Henning vi vidste han lå derhjemme kun et spørgsmål om derhjemme blev støjet højt nok op af sirener før han vågnede og vidste altid bare vidste vidende hvad at vide ved gjorde han han ved. Vi grinede os vej gennem hukommelsen som et andet godstog uden nåde brager gennem landet og vej gennem den lille by vi slængte os i gaderne fordi vi vidste at synlig er usynlig fordi vi vidste at enhver logik i enhver provins altid kan ledes tilbage til Hvad vi leder efter er skjult. Det vidste vi Henning og vi sad og kastede mønter i ølglasset til det flød over det tog lang tid var meget dyrt det ene plop efter det andet indtil det gule kulsyretomme øl løb til brystet og ud gennem vores koner og mødre kastede det nye kuld af sig alle sammen født med den samme fornemmelse bagt inde bag tindingen Hvem skal åbne mine øjne for mig hage huden op med kors i baghovedet strække huden stor nok til mit hoved. Your eyes are yours to close.

Skriv en kommentar »

Manden er en enkelt lille lymfe, en knude i mine lunger, vævet der binder sig om sig selv til en sej hoppeboldagtig klump i mit enorme kropstårn. Det er det han er nu. Og det er det han kan være. Vi kan aldrig glemme de sødlige dage omme bag legeskuret hvor han ”tog mig” den stakkels idiot på femten og så en tiårig pige, kunne du ikke have valgt en på din egen alder? Duften fra det afklippede fugtige græs der rådnede rundt om os, og når vi rejste os op efter endt gerning: det grønne omrids af min ryg, strålende som diamant.  Den anden stakkels idiot: mig. Jeg var blevet offer for mig egen naivitet, jeg var nu blevet en der lokkede manden i fordærv, jeg var nu blevet kvinde. Offer var jeg. Nu er jeg enorm. Enorm.
Det kan ikke være mig, der skal tale om det, indsætte det i systemet eller lade det falde ned i den store sump af sprog der sylter enhver struktur der ikke allerede findes i sumpen, som aftryk efter knogler, vinger fra insekter, som en ølbrun ravklump der overfaldt myggen med dinosaurussens DNA. Men det bliver mig. Fordi ingen andre vil gøre det og fordi mit køn er et efterladenskab, et minde, noget nogen kan finde i journaler og referater fra retssager. Som en mislyd i mit navn.
Lin-da. Tungen tager et spring fra for at lande igen, Lin. Andet forsøg og tungen tager springet til mundens bund, lægger sig til hvile som en hund, da. Linda.

Skriv en kommentar »

Mænds fascination af kvinders røvhuller som om det var det eneste sted de kunne se ind til mennesket i hende og det paradoxale i den stadige skuffelse for de flestes vedkommende ved at måtte nøjes med de røvhuller og tilsvarende mennesker de kan se ind til i pornofilm eller netop ikke se ind til fordi passagen allerede var åben på forhånd, man kan altså kun gå gennem de døre mand selv åbner. I parentes bemærket skal man ikke tillægge rummetaforerne betydning i retning af at ville postulere en autenticitet via indreheden overfor en ydre og dermed falskere overbygning, jeg tror ikke på den slags, jeg kunne lige så godt sige at røvhullet var indgangen var lortets port ind til den parfumerede verden. Kroppen er ude og verden er inde når jeg rejser mig fra min seng om morgenen og lader vandet løbe ned over mig som påmindelse om alle de velkendte ting der venter mig i køkkenet og alt det fremmede ude i min krop og derfor vasker jeg mit indre i badet og rydder op i mit indre så mit ydre kan få ro, skamrid metaforerne det er det de er der for. Og hold det beskidte og klamme ude i dig, som en anden provinsridder vil jeg holde det indre purt og hvis du strammer til vil du mærke hvordan sæden og blodet strømmer ind som den flod af lort du druknede alle i din nærhed i da du troede enhver var ligesom dig selv foran det sorte bagved deres øjne. Skid i mit tomme ydre. Fuck hylsteret.

Skriv en kommentar »

“I still can’t find my voice,” says Caroline, disappointed. She also had work to do on her laugh, her cough, and her sneeze.

Skriv en kommentar »

SÆRUDGAVE AF DIGTE 2011 TILGÆNGELIG NU

Gaven til den nye universitetsstuderende! Nu i illustreret udgave for dem der ikke kan få nok at tænke over.

Gratis download til print-selv

Ønskes et printet eksemplar ink. kuvert og signering af kunstneren, kan det erhverves for et symbolsk beløb ved henvendelse på lindaladegaard snabela gmail.com

Første udgave kom på Errararea.

Skriv en kommentar »

Natten spermer
Vi må ud i byen
og være så unge som vi er

Skriv en kommentar »

Maskulinistisk digt

De vågner deres glade

spegede krop

op

gennem

emmende af sved. Jeg

vi

jeg griber ud efter

ind i dine

Hvis du vil

anmelde kan du det

kan du det

email: jegsavnermigselv@selv.dk

Eneste ven og

kæreste De

De har entreret mit

lille skidne lille danske hjerte

lever og sind

Jeg

vi

du

jeg de kommer De ind

og lægger Deres

kærestelillemand

erduikkeklarover

hvadduhargjort

i mine øregange

altid modtagelige for

altid skyldige i

beskyldninger skyldigt rettet mod det forrige århundrede

Skriv en kommentar »

brev

Byernes strukturer, så store som det verdensomspændende raseri der alle sammen starter med fingre af luft i dynernes fjerenes skumlende morgenmenneske med de små øjne, vi skal arbejde os gennem tonsvis af kager til vores hoveder hyler tomme af den store vind fra træernes kroner og kaster os tilbage i stolen til lyden af den fede musik trompeter og strygere. Det er sent på middagen og vi skal arbejde om lidt og tørre lort op efter de mennesker der er mere sygeliggjorte end os selv i indhegninger i tremmer bag væggene i det evige plastiklagen der er over verden, vi har brug for hinanden til at komme ind gennem os selv som tog tordnende hele dagen frem og tilbage fra stationen med de grå skyer og fremmede gamle grønne gule blafrende træer med deres blade i hænderne. Det er en sindssyg morgen med den gammel søvn i kroppen men så åbner vi vinduerne og lufter ud udsmykningens konge har brug for frisk luft! Vi skal flytte ud og det bliver godt så køber vi en skov og et middelstort hus med overetage og de små skal løbe med museben over loftet til vi til sidst ikke kan klare mere. Og så taber vi tænderne i takt og hvis du er mit lagen er jeg dit oldgamle refleksion i sølvpapirvand du knitrer og glimter og er her så længe du vil giv mig din mest drømte drøm i hænderne drømte drøm i hænderne.

Skriv en kommentar »